Sensomotorisk psykoterapi



Sensorimotor Psychotherapy (SP)

Den teoretiske og metodiske psykoterapeutiske tilgang hos Mind Us – Center for PsykoSocial Rehabilitering er integrativ og primært forankret i principper, teorier og metoder fra Sensorimotor Psychotherapy (SP).


Sensorimotor Psychotherapy er en kropsorienteret psykoterapeutisk tilgang, udviklet specifikt til behandling og heling af traumer og traumatisk stress. Samtidig er tilgangen velegnet i arbejdet med en bred vifte af psykiske ubalancer.


SP hviler på en psykodynamisk, tilknytnings- og udviklingspsykologisk grundforståelse og integrerer viden fra blandt andet:


  • neurobiologi
  • traumeteori
  • det autonome nervesystem, herunder den polyvagale teori


Sensorimotor Psychotherapy er udviklet af Pat Ogden, Ph.d., grundlægger og pædagogisk leder af Sensorimotor Psychotherapy Institute (SPI)

i Denver, USA. Tilgangen er internationalt anerkendt og anvendt i en lang række kliniske og rehabiliterende sammenhænge verden over.


Vi har valgt at oversætte Sensorimotor Psychotherapy til sensomotorisk psykoterapi (SP).


Sensomotorisk psykoterapi udgør en sammenhængende ramme for behandling af traumatiske belastninger og psykisk ubalance, herunder senfølger efter komplekse traumer samt tilknytnings- og udviklingsrelaterede vanskeligheder.


Et centralt grundelement i SP er differentieringen mellem terapeutiske tilgange, afhængigt af om der arbejdes med:


  • traumer, komplekse traumer og traumatisk stress
  • eller tilknytnings- og udviklingspsykologiske ubalancer og forstyrrelser


Ved traumearbejde anvendes den trefasede traumemodel(Pierre Janet, Judith Herman), som er bredt anerkendt og internationalt anvendt inden for traumeforskning og klinisk praksis.

Pat Ogden

 

Pat Ogden fortæller om det terapeutiske arbejde med henholdsvis tilknytningsrelaterede såringer og ubalancer og traumerelaterede senfølger.

Produceret af Australian Childhood Foundation

Den trefasede model til behandling af komplekse traumer

(Pierre Janet, Judith Herman)


I Sensorimotor Psychotherapy anvendes den internationalt anerkendte trefasede model for traumebehandling, som beskriver et struktureret og sekventielt behandlingsforløb ved komplekse traumer.


Fase 1 – Sikkerhed, stabilisering og regulering

Første fase har fokus på etablering af sikkerhed, stabilitet og regulering. Der arbejdes med at opbygge en oplevelse af tryghed i kroppen, i relationer og i dagligdagen.


Klienten opnår viden om, hvordan traumatiske belastninger påvirker nervesystem, krop og følelsesliv, herunder sammenhænge mellem traumer og symptomer. Der arbejdes målrettet med reguleringsfærdigheder, kropslig opmærksomhed og strategier til håndtering af stress og emotionel aktivering med henblik på at forebygge overvældelse.


Fase 2 – Bearbejdning af traumeerindringer

I anden fase arbejdes der med bearbejdning af traumatiske erindringer, således at deres vedvarende indflydelse på funktionsniveau, selvforståelse og relationer reduceres.


Der kan samtidig være fokus på sorgreaktioner forbundet med erkendelser af tidligere belastninger, herunder tab af omsorg, tryghed eller udviklingsmuligheder.


Fase 3 – Rehabilitering og integration

Tredje fase har fokus på rehabilitering, integration og videre livsudvikling. Her arbejdes der med identitet, relationer og livsretning samt med at styrke deltagelse i meningsfulde aktiviteter og sociale sammenhænge.


Litteratur

  • Herman, J. L. Trauma and Recovery
  • Ogden, P. Trauma and the Body
Mind Us Logo

MIND US 

CENTER FOR PSYKOSOCIAL REHABILITERING


Østergade 10, st

8900 Randers C

Telefon  +45 91 56 56 11

Mail  mindus@mindus.one

'


2025 Alle rettigheder forbeholdes

Mind Us Center for PsykoSocial Rehabilitering