Mind Us Center for PsykoSocial Rehabilitering

PsykoSocial Rehabilitering

Rehabiliterende forløb er helhedsorienteret og genopbyggende støtte og behandling.



Hos Mind Us tilbydes rehabiliterende forløb, der kombinerer psykoterapeutisk behandling og socialfaglig mentor-støtte indenfor den samme ramme, og det er det, vi kalder for helhedsorienteret rehabiliterende behandling og støtte ...

Vi har kompetence til komplekse psykosociale rehabiliteringsforløb


Det er vores erfaring fra mange forløb, at en helhedsorienteret og integreret indsats med traumeterapi og relationel støtte i kombination med anden mentor-støtte i forhold til fx. netværk, sundhed, arbejde og aktiviteter, kan hjælpe den enkelte tilbage til sig selv, med bedre mental sundhed, bedre trivsel og en større grad af frihed i sig selv - til at leve et liv i overensstemmelse med egne værdier i fællesskaber med andre.


Vi har mange års erfaring og kompetence i at behandle psykosociale senfølger fra komplekse traumer og anden  traumatisk stress. Det er et område, der reelt omfatter en meget bred vifte af forskellige bio-psyko-sociale senfølger - lidelser, sygdomme, forstyrrelser, tilstande eller symptomer.

Vi er optaget af, at specialisere os med uddannelse og erfaring indenfor det psykosociale område, fordi vi gerne vil gøre en forskel for de alt for mange mennesker, der lever med langvarige/kroniske udfordringer - ofte i alvorlig grad, - blandt andet stress, angst, depression og ensomhed, afhængighed og misbrug, psykisk sygdom, dissociative lidelser og personlighedsforstyrrelser. 


Flere internationalt anerkendte undersøgelser dokumenterer, at overvældende og traumatiske oplevelser især i barndommen, i høj grad kan være medvirkende til manglende trivsel, manglende læring og psykisk og fysisk sygdom igennem hele livet - det er ligefrem forbundet med kortere levetid.

Se foreksempel resultaterne fra 'The Adverse Childhood Experiences Study' (ACE). Et stort amerikansk studie med 17.000 deltagere.

Senfølger fra traumer forstås oftest som et intrapsykisk og -kropsligt fænomen, der typisk behandles  med psykoterapi, men når der som fx. i ACE-studiet kan argumenteres for, at traumer også er sociale, og med de mangeårige erfaringer vi har med både psykoterapeutisk og socialt arbejde, mener vi at der i mange situationer er brug for den helhedsorienterede og rehabiliterende behandling og støtte, hvor vi kombinerer psykoterapi og mentorstøtte.


Nogle mennesker med senfølger fra komplekse traumer i barndommen, formår at leve et liv indenfor fællesskabets ramme med arbejde, parforhold og børn - men det er ofte forbundet med en ikke ubetydelig grad af dårlig trivsel - angst, stress, depression mv.  Andre lever på kanten af eller helt udenfor fællesskabet med alvorlige psykosociale udfordringer - herunder fx.  lille eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, utilstrækkelig læring, manglende trivsel, alvorlig ensomhed, alvorlig psykisk og fysisk sygdom, svære relationer, afhængighed og misbrug af medicin, alkohol eller andre stoffer.


Kroniske komplekse traumer og anden traumatisk stres medfører ofte alvorlige, gennemgribende og nedbrydene konsekvenser for et menneskes udvikling og generelle kompetencer og livsmestring. Når de relationer og omstændigheder vi fødes ind i, og vokser op og lever i, ikke er tilstrækkeligt omsorgsfulde og følelsesmæssigt afstemte eller nærværende, fysisk og psykisk tilpassede vores behov - når vi oplever at verden og mennesker er grænseoverskridende, voldsomme eller på anden måde overvældende - medfører det uundgåeligt udfordringer i forhold til afgørende vigtige områder af personlighedsudviklingen som fx. tilknytning, grænser, regulering, identitet, eksistens mv., og det er alle udfordringer som hver især let kan medføre nedbrydende og alvorlige konsekvenser for mange sociale livsområder - fx læring, uddannelse, arbejdsliv, sociale relationer og parforhold og mange psykiske og fysiske forhold som den daglige trivsel og psykisk og fysisk sundhed.


Et psykosocialt rehabiliterende forløb er psykoterapi og mentor-støtte til den enkeltes proces med at komme sig. Det er et kortere eller længerevarende forløb, der tilbydes til mennesker med langvarige/ofte kroniske udfordringer.

Rehabilitering har til formål at løfte den enkeltes fysiske, psykiske og sociale trivsel og livsmuligheder.


For at opnå bedre trivsel og sundhed og at have gode relationer, og for at få bedre mulighed for at deltage i uddannelse, job og andre sociale fællesskaber, er der ofte brug for en grundlæggende heling af senfølgerne og symptomerne fra de komplekse traumer og anden traumatisk stress, MEN der er ofte brug for en samtidig konkret støtte til at øve, opleve og fastholde de konkrete ønskede forandringer og mål.


I et forløb er det den støttende og psykoterapeutiske relation, der er den bærende ramme for afklaring, samarbejde  og læring og samtidig skal både den terapeutiske og den socialfaglige kompetence kunne give struktur og retning for både den helende og udviklende proces samt et hensigtsmæssigt forløb.

Det mest grundlæggende behov for at den udviklende proces kan igangsættes, er først og fremmest at man oplever sig mødt og forstået - nærværende med medmenneskelig kærlighed og omsorg.

Man har således først og fremmest brug for at kunne være i en støttende og forstående relation, hvilket for mange med senfølger fra komplekse traumer kan være den allerstørste udfordring.



WHO's definition af rehabilitering

"Rehabilitering kan defineres som en række indsatser, der støtter det enkelte menneske, som har eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne, herunder at fungere i samspil med det omgivende samfund"


World Health Organization, WHO 2011.

Sundheds- og Socialstyrelsens

definition af rehabilitering

'Rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne er en række indsatser, som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale funktionsevne.


Rehabilitering giver mennesker med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse.'

Mind Us

Center for PsykoSocial Rehabilitering


Østergade 10, st

8900 Randers C



ALLE RETTIGHEDER FORBEHOLDES 2024  CVR 42 21 76 70