Alt for mange mennesker lever i årevis med senfølger efter traumer i barndommen – uden at få tilstrækkelig hjælp. For mange bliver konsekvensen et liv præget af stress, angst, depression og ensomhed. Et liv uden for arbejdsmarkedet, uden meningsfulde fællesskaber – og ofte uden håb om forandring.

Men hvad nu hvis det ikke behøver være sådan?

Om få uger holder vi et foredrag med en kvinde, der har levet netop dette liv. Hun har oplevet alvorlige overgreb i barndommen og gennemlevet utallige indlæggelser, medicinske behandlinger og samtaleforløb – uden at det hjalp. Det var først, da hun mødte en psykomotorisk terapeut, at der for alvor skete en forandring. På kort tid oplevede hun noget, hun aldrig før havde kendt til: at blive mødt i øjenhøjde, i sin krop og i sin smerte – med respekt og ro.

Denne forandring kom ikke fra en ny diagnose eller en ny medicin – men fra et andet menneske, der havde tid og nærvær. Et menneske uden for det etablerede system.

Når systemet ikke når hele vejen rundt

Den offentlige psykiatri og de sociale systemer spiller en vigtig rolle, men mange falder alligevel igennem. Ikke fordi de ikke har behov – men fordi systemet ofte er begrænset i tid, ressourcer og forståelse. Når traumer og senfølger bunder i tidlig omsorgssvigt, manglende tilknytning og følelsesmæssigt fravær, er det ikke altid, den traditionelle samtaleform eller medicin virker. Det handler ikke kun om at dæmpe symptomer – det handler om at skabe heling dér, hvor udviklingen blev bremset.

Psykosocial rehabilitering – en anden vej

Som psykoterapeut arbejder jeg med det, jeg kalder psykosocial rehabilitering. Det er en tilgang til traumebehandling, hvor vi ser på hele mennesket og hele livshistorien. Når man er blevet svigtet tidligt i livet – enten følelsesmæssigt, fysisk eller seksuelt – er det ikke kun sår, man bærer på. Det er også en udvikling, der ikke har fået lov til at folde sig ud. Det er her, mange af de voksnes livsvanskeligheder har rod – i det, der aldrig blev bygget op.

Forskning, blandt andet den amerikanske ACE-undersøgelse (Adverse Childhood Experiences), viser tydeligt: ét traume gør mennesker mere sårbare for at opleve flere. Når vi i terapien arbejder med senfølger efter seksuelle overgreb, dukker der næsten altid tidligere sårbarheder op – som forladthed, følelsesmæssig utryghed eller mangel på tilknytning til de nærmeste omsorgspersoner.

ACE-studiet: CDC's ACE Resource

Det kræver mod – og nogle gange også hjælp hjemmefra

For mange mennesker er det en ny tanke, at der findes hjælp uden for det etablerede system. At man selv – eller som familie – kan tage et ansvar og støtte et nært menneske i at opsøge behandling, som man selv betaler. Det kan føles grænseoverskridende. Men i mange tilfælde, særligt når man er over 24 år og ikke længere er under ungdomsordninger eller forældres ansvar, står man alene. Og netop da kan det gøre en verden til forskel, at nogen rækker ud og siger: "Der er noget andet. Og vi vil gerne hjælpe dig derhen."

Psykoterapeutisk eller psykomotorisk behandling koster penge – men det er også en investering i livskvalitet, trivsel og fremtid. For nogen kan få samtaler være nok til at vende et liv, der ellers føltes fastlåst.

Et foredrag der åbner øjne og hjerter

Foredraget 'Engang hed jeg Mette' d. 6. maj 2025, er ikke bare en personlig fortælling om svigt og overgreb – det er også en fortælling om håb og muligheden for heling, som viser, hvordan man kan finde vej, selv når alt synes tabt. Det handler om at turde tage nye skridt – og om at vide, at det aldrig er for sent.

Vi håber, foredraget vil inspirere både fagfolk, pårørende og mennesker i krise til at se nye muligheder. Måske endda til at tage det første skridt mod den hjælp, som – ligesom for foredragsholderen – kan gøre hele forskellen.