Ordforklaringer

Traumer er en psykisk skade – efter en eller flere meget belastende, skræmmende eller følelsesmæssigt overvældende oplevelse(r), som overstiger vores aktuelle kapacitet til at bearbejde den. Et traume kan opstå efter en enkeltstående hændelse (ulykke, overfald, katastrofe m.m.) eller som resultat af gentagne og langvarige oplevelser (omsorgssvigt, fysisk/psykisk vold, overgreb, langvarig utryghed osv.).

Det der afgør, om noget bliver “et kronisk traume” (PTSD), handler mindre om hvad der skete, og mere om de efterfølgende konsekvenser for personen. Et klart kendetegn er forstyrrelser i nervesystemets regulering – for eksempel hyperårvågenhed, fastfrysning, følelsesløshed, dissociation m.m. Det kan være som om kroppen bliver “hængende” i et overlevelses‑mode, hvor forsvarsresponserne bliver ved med at blive genaktiveret. Derfor kan blandt andet oplevelsen af tryghed og sikkerhed, selvbillede, evnen til at regulere følelser og evnen til at knytte sig til andre/til at have gode relationer blive påvirket efter et traume.

Den samme situation vil derfor ikke traumatisere alle i samme grad. Konteksten, tilgængelige ressourcer og den støtte man får efterfølgende, har stor betydning for, hvordan oplevelsen påvirker én.

Komplekse traumer henviser til gentagen eller vedvarende udsættelse for traumatiske oplevelser, vilkår eller forhold. Det er ofte forbundet med situationer, hvor barnet/personen har følt sig fanget, magtesløs eller uden beskyttelse.

Det kan både handle om for meget, der er alt for overvældende og voldsomt, og om alt for lidt omsorg, kærlighed og nærvær.

Komplekse traumer er hyppigt forbundet med relationelle traumer som for eksempel omsorgssvigt, psykisk eller fysisk vold, seksuelle overgreb, trusler, kronisk ustabilitet eller utryghed i familien. De opstår typisk i barndommen eller ungdommen – selvom det også kan ske i voksenlivet – og er særligt kendetegnede ved en ofte gennemgribende påvirkning af evnen til at realisere livspotentialet, mistrivsel og dårlig sundhed.

Det komplekse traume kendetegnes ikke kun af alvoren i det, der er sket, men af hændelsernes varighed og deres betydning for barnets udvikling. Når svigt, overgreb og vold opleves mange gange uden tilstrækkelig støtte, kan det få langvarige konsekvenser for nervesystemet, følelsesreguleringen og evnen til at indgå i sunde relationer. Det er således både følelsen af sikkerhed, tillid, tilknytning, selvbillede og evnen til at regulere sig selv, der bliver påvirket.

Polyvagal teori (PVT) hjælper os med at forstå, hvordan det autonome nervesystem påvirker vores indre tilstande, følelser, adfærd og evnen til at være i kontakt med andre.

Neuroception: Nervesystemet scanner konstant omgivelserne for at optimere vores sikkerhed – “Er jeg i sikkerhed?” Nervesystemet justerer automatisk vores reaktioner ud fra det, der registreres fra omgivelserne og fra kroppens indre. Når nervesystemet registrerer sikkerhed, understøttes social kontakt. Når det registrerer fare, trussel eller utryghed, aktiveres overlevelsesreaktioner. Mange reaktioner som angst, uro, “frysning”, dissociation og tilbagetrækning er derfor i udgangspunktet neurobiologiske tilpasninger – ikke “fejl”.

Kroppen bevæger sig mellem tre tilstande:

• Ventral vagal (tryghed): nærvær, kontakt, nysgerrighed, evne til at lære og samarbejde.
• Sympatikus (mobilisering): aktivitet, kamp/flugt, hyperårvågenhed, vrede, angst.
• Dorsal vagal (immobilisering): tilbagetrækning, kollaps, følelsesløshed, dissociation – kroppen går på “standby”, når handling ikke er mulig.

Regulering: At være reguleret betyder, at nervesystemet kan bevæge sig fleksibelt imellem sine tilstande. Dysregulering opstår, når nervesystemet sidder fast i én tilstand – i et “overlevelses‑mode”, hvilket ofte er en følge af traumer, langvarig stress og overbelastning. Den indre oplevelse i kroppen, tanker og følelser vil her ikke altid være responser på den aktuelle virkelighed. Det kan blive svært at føle sig forbundet med sig selv og med andre.

PVT understreger, at kontakt og forbundethed er et grundlæggende fysiologisk behov for alle mennesker.

Samregulering er udvekslingen af tryghedssignaler mellem to nervesystemer via øjenkontakt, stemme, ansigtsudtryk og kropsholdning. At være sammen med et menneske (evt. kæledyr/bamse), som gør os trygge, eller fx at synge, danse og lege sammen, er eksempler på samregulering i praksis.

Tolerancevinduet beskriver et “vindue” med optimal arousaltilstand i nervesystemet, hvor vi stadig kan tænke, reflektere, analysere, mærke, vælge og være i kontakt med os selv og andre (ventral vagal). Udenfor dette vindue er nervesystemet enten i hyperarousal (sympatikus) eller hypoarousal (dorsal vagal):

• Hyperarousal (sympatikus): angst, panik, uro, vrede, tankemylder.
• Hypoarousal (dorsal): træthed, tristhed, følelsesløshed, dissociation.

Med PVT flytter vi derfor fokus fra spørgsmålet “Hvad er der galt med mig?” til “Hvilken tilstand er mit nervesystem i – og hvad har det brug for for at opleve tryghed igen?”

ACE's (Adverse Childhood Experiences) refererer til belastende og traumatiske oplevelser og livsvilkår i barndommen, som kan have langvarig betydning for et menneskes sundhed og udvikling.

ACEs omfatter blandt andet:

• Vold: verbalt/følelsesmæssigt, fysisk eller seksuelt.
• Omsorgssvigt: ikke at føle sig elsket, manglende omsorg, mangel på basale behov som mad, rent tøj osv.
• Familiedysfunktion: forælder med psykisk lidelse eller afhængighed, vold i hjemmet, separation/skilsmisse, følelsen af at være forladt eller fængsling af en forælder.

Begrebet ACEs kommer fra en stor amerikansk undersøgelse (The ACE Study) med over 15.000 deltagere. Undersøgelsen viste en markant sammenhæng mellem antallet af belastende barndomsoplevelser (ACE’s) og øget risiko senere i livet for:

• Psykiske lidelser eller udfordringer
• Sundhedsskadelig adfærd (bl.a. rygning, alkohol og fysisk inaktivitet)
• Alvorlige fysiske sygdomme
• Tidlig død

Adverse childhood experiences (ACE’s) forekommer bredt i alle socioøkonomiske befolkningsgrupper, og det har bidraget til, at ACEs er blevet et centralt referencepunkt i forståelsen af sammenhængen mellem barndom, kronisk stress, traumer og generel sundhed. Fordi vi nu ved, at sociale forhold kan udsætte et barn for vedvarende stress, indgår ACEs i dag ofte i diskussioner i en noget bredere ramme end den, der var gældende for det oprindelige ‘The ACE Study’. Det kan omfatte fx fattigdom, racisme, vold i nærmiljøet og generel utryghed.

I fokus på ACEs er det vigtigt samtidig at være opmærksom på beskyttende faktorer, der kan mindske eller modificere påvirkningen fra et barns belastende oplevelser. Beskyttende og kompenserende faktorer kan være: anerkendelse, nærværende omsorgspersoner, følelsen af at være elsket og prioriteret, generel støtte, tryg tilknytning, mulighed for at være sig selv, stabile relationer, meningsfulde fællesskaber, adgang til behandling og andre ressourcer.

Tilknytning beskriver det varige følelsesmæssige bånd mellem to mennesker, men det er ikke det samme som romantisk kærlighed. I Bowlbys tilknytningsteori henviser tilknytning især til det bånd, der opstår mellem spædbarn og mor / spædbarn og far. Barnet vil søge nærhed og føle sig mere tryg i tilknytningspersonens tilstedeværelse.

Tilknytning er primært et overlevelses‑ og reguleringssystem.

Når et barn bliver utrygt eller belastet, søger det en tilknytningsperson for trøst, beskyttelse og støtte. Over tid danner disse gentagne erfaringer en indre base, som kan være mere eller mindre tryg, afhængigt af barnets følelse af: “Kan jeg regne med den anden? Er jeg vigtig og uerstattelig for nogen? Er verden et tilstrækkeligt sikkert sted for mig?”

Der beskrives typisk fire grundlæggende tilknytningsmønstre:

• Tryg: tillid, bedre følelsesregulering, mere direkte kommunikation.
• Utryg–ængstelig: frygt for at miste kontakten, hyperaktivering.
• Utryg–undgående: tilbagetrækning, defensiv selvstændighed, nedtoning af egne behov.
• Desorganiseret: en blanding af søgen mod og frygt for tilknytningspersonen, ofte forbundet med uforudsigelige eller skræmmende opvækstmiljøer.

Men tilknytning er ikke kun et overlevelses‑ og reguleringssystem – det er også fundamentet for barnets udvikling. En tryg tilknytningsrelation giver barnet en stabil base, hvorfra det kan udforske verden, udvikle sprog og tænkning, og gradvist opbygge evnen til følelsesregulering, social forståelse og selvstændighed. Måden omsorgspersonen møder barnets behov på danner dermed grundlaget for både dets følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling. Vores tidligt indlærte tilknytning kan ændre sig, tilknytningssår kan heles, og vi kan have forskellige mønstre i forskellige relationer og perioder af livet.