Aktuelt

De skjulte overgreb ...


Var det min egen skyld, hvis ikke jeg forsvarede mig, løb væk eller fortalte det til nogen?

Kommentaren er skrevet på baggrund af DR-programmet "De skjulte overgreb"

Børn har ikke entydige symptomer efter seksuelt misbrug! Der er ingen enkel checkliste, som kan afgøre, hvorvidt et barn eller ung har været udsat for seksuelle overgreb, og ofte fortæller de ingen om det - mange gange fortrænges overgrebene faktisk mere eller mindre.


Derfor er vi nødt til at være så meget mere opmærksomme, dels for at forebygge overgreb, men også for at opdage det, når et barn viser tegn på utryghed og mistrivsel. Vi kan fremme holdningen, at når et barn påkalder sig vores opmærksomhed, så skal vi først og fremmest sætte alt ind på at etable en bedre og mere tryg relation til det barn, og samtidig hermed skal vi forsøge at afklare årsagen hertil. Endelig så er det bare afgørende vigtigt, at vi udvikler et meget større fokus på, hvordan vi bliver bedre til at behandle de konsekvenser overgreb har - de symptomer, skader og senfølger som seksuelle overgreb og andre voldelige, overvældende og grænseoverskridende oplevelser kan medføre for børn og unge. Sådan at vi i det mindste bliver i stand til reelt at hjælpe, der hvor vi ikke har kunnet forebygge.


Udsendelsen har selvfølgelig rejst en del debat, og en mor skriver i en kommentar i en FB-tråd at - pædagogerne måske har nemmere ved at se mistrivsel hos børn - når de mistænker forældrene for på den ene eller den anden måde at være årsag til barnets symptomer........!! 

I forbindelse med forebyggelse, gi'r denne synsvinkel faktisk en hel del stof til eftertanke. Fordi det kunne være rigtigt! - men hvad ville være årsag til at det opstår? Fokus og kontekst er altid medskaber, af den virkelighed vi hver især oplever, og måske sker der i for høj grad en ensretning af pædagogers tænkning, opfattelse og forståelse af børn og mistrivsel på uddannelserne? Måske er der tale om en fagkultur, som er tilbøjelig til at se sig selv som de "gode" i forhold til netop børnenes forældre - evt. som de gode der skal kompensere for de mindre gode forældre? - derved ville det formodentlig være sværere at få øje på en i sin egen flok, som begår overgreb på børnene.


DR udsendelsen har heldigvis et stort fokus på at familier og børn skal have hjælp, når børn har været udsat for seksuelle overgreb. Der er faktisk en rimelig god prognose, hvis alle involverede tilbydes tilstrækkelig hjælp så hurtigt som muligt - så længe som det er nødvendigt, men desværre er det ikke sket! Hverken i denne sag, eller i så mange andre sager, hvor børn, unge og ældre bliver traumatiseret. Vi er først ved at forstå, at det faktisk er muligt at hjælpe i langt højere grad end vi hidtil har kunnet.

Det er afgørende, at støtte alle der er omkring børnene i dagligdagen - forældre, pædagoger og eventuelt andre, fordi det er vigtigt, at de voksne er i stand til og lykkes med at skabe tilstrækkelig tryghed og en hensigtsmæssig hverdag for børnene. 
Heldigvis er det muligt at hjælpe både børn og familier effektivt, med at overvinde traumatiske oplevelser, hvilket da også fremhæves i udsendelsen. Desværre siger den psykolog, der behandler nogle af børnene uheldigvis også at - "... børn helt ned til 2 år - de har jo ikke haft nogen mulighed for at forsvare sig eller komme væk" Vi ved, at oplevelser af at være seksuelt krænket oftest er meget komplekse, og psykologens udtalelse kan desværre risikere at skabe vanskeligheder for nogle misbrugte børn, og være med til at skabe nogle generelle misforståelser, som i høj grad kan være med til at fastholde myter og tabuer - hvilket selvfølgelig ikke gavner hverken forebyggelse eller behandling og recovery. 

Det er ikke kun de helt små børn der ikke slår fra sig eller flygter eller på en anden helt tydelig måde forsvarer sig, når de udsættes for overgreb.
Forsvarsresponser kan være meget subtile - og mange - små som store, bliver manipuleret til at føle en slags sympati for det menneske, der forgriber sig på dem. Nogle børn mødes med eller går "frivilligt" med deres krænker igen og igen, og de fortæller heller ikke nogen, om det de oplever - ofte netop fordi det er lykkedes for en krænker at manipulere dem. Nogle børn er manipuleret så grumt, i nogle følelsesmæssige sårbarheder de har allerede før mødet med det menneske der forgriber sig på dem, og blandt andet derfor, men også af flere andre årsager bliver børnene ofte usikre og tilbøjelige til at give deres krænker ret - "det er måske min egen skyld" "der er noget galt med mig" - hvilket selvfølgelig er katastrofalt. 


Det er alt for svært - at voksne taler om overgrebene, som om det er noget alle flygter fra, hvis de kan, fordi sådan er virkeligheden nemlig ikke. Men alle børnene der oplever seksuelle overgreb - både de relativt få, der er tvunget med vold eller trusler om vold, og dem der er manipuleret på en anden måde, risikerer alle at skulle leve med mere eller mindre livsødelæggende traumer - manglende trivsel og mistet evne til at udnytte sit potentiale.

 
Det er overordentlig vanskeligt at overvinde følelsen af at "det var min egen skyld" og usikkerheden omkring "hvorfor sagde jeg ikke nej" "hvorfor fortalte jeg det ikke til nogen - men det er eller var selvfølgelig aldrig nogensinde barnets eller den unges skyld eller ansvar. Hverken helt eller delvist! Det er altid udelukkende kun de voksne, der alene har ansvaret for, at der ikke bliver begået hverken seksuelle eller andre overgreb på børn og unge - og ingen børn kan i øvrigt forsvare sig eller flygte fra en voksen overgrebsmand. Det er desværre kun ganske få, der formår at fortælle om, hvad der er sket.

DR's udsendelse "De skjulte overgreb"

/
Helle Bay

Der er faktisk en rimelig god prognose, hvis alle involverede tilbydes - tilstrækkelig hjælp så hurtigt som muligt - så længe som det er nødvendigt!

Det er alt for svært - at voksne taler om overgrebene, som om det er noget alle flygter fra, hvis de kan, fordi sådan er virkeligheden nemlig ikke!

Copyright

Mind Us